Manchauvanisme

Før jeg det gik op for mig, at jeg var transkønnet, tog jeg manchauvanistiske jokes meget seriøst. Jeg hadede at blive fortalt, at jeg "bare skulle gå ud i køkkenet og lave en sandwich", og selvom jeg vidste, det var for sjov, tog jeg det meget seriøst. Jeg hadede (hader) mit køn, så hvorfor skulle de andre drenge pointere det ud hele tiden? Og så endda på den undertrykkende, kønsdiskriminerende måde.

Det er endnu værre nu. Jeg sad til maden i dag, ved siden af fire drenge, og de startede deres "hey, det er mændene, der snakker"-pis, som jeg virkelig er ved at være træt af. Jeg blev virkelig stødt. Og så kommer de med den der "ej, du ved, vi mener det for sjov", og så fortsætter de bagefter med at fortælle om "kællinger, der ikke kan finde ud af at gøre, som der bliver sagt". Jo, jeg ved, det er for sjov. Men jeg gider virkelig ikke mere. 

Det kunne selvfølgelig være nemmere, hvis jeg sprang ud nu, men jeg er ikke klar til det. Og der er kun 2 uger tilbage af skoleåret, så jeg håber, at jeg kan holde ud. 

Jeg sagde faktisk til den ene, at jeg kom om nogle år, når jeg havde været på testosteron i et godt stykke tid, og tværede ham ud. Hans respons var; "Ha, det er sjovt, for du behøver at tage det, for at blive sådan, jeg er bare sådan." Det gjorde mig virkelig vred. Og trist. For ja, selvfølgelig gør jeg det. Selvfølgelig skal jeg tage testosteron for at blive som ham.