At møde nye mennesker

Jeg har lige været en uge i Tyrkiet på en rejse, hvor vi var en gruppe på ca. 40-50 personer. Det var voooldsomt dejligt at komme ned i varmen og væk fra den kolde, danske sommer. I gruppen var der en god håndfuld unge mennesker mellem 15-20 år, og ret mange på præcis samme alder som mig: 17. Et eller andet sted var det nu meget rart, at det ikke kun var forældre og små børn. Eller hvert fald til at starte med.

Jeg ved ikke helt, hvad der gik galt i mødet med de andre unge. Jeg sagde bare ikke rigtig noget. Ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at snakke med de andre. Jeg kunne bare ikke. Min stemme føltes bare så forkert - jeg følte mig forkert. Jeg sad og "snakkede" (eller i det mindste kom med små inputs) med de andre drenge, og jeg fik pludselig en underlig følelse. Jeg følte, at de andre drenge på en eller anden måde var "hævet" over mig. Jeg følte mig ikke rigtig. Jeg følte, at jeg blev standset af min egen krop - jeg havde ikke lyst til at møde de mennesker, der sad omkring mig, fordi de ville se mig som pige og behandle mig som en.

Det er ikke første gang, det er sket, men det er første gang, hvor jeg har været i stand til at reflektere over det ud fra, at jeg er transkønnet. Da jeg oplevede det før, jeg overvejede, jeg var transkønnet følte jeg mig fanget på en anden måde. Jeg havde det som om, at jeg blev sur på mig selv over at være en pige. At jeg blev stoppet af mig selv, fordi jeg har det biologiske køn, jeg nu engang har. Nu har jeg en anden følelse af utålmodighed - jeg ligner ikke en dreng. Men jeg ved, at det kan lade sig gøre. Det går mig mere på nu fordi jeg ved, at jeg kan gøre noget ved det. Og fordi jeg nu ved, hvorfor jeg har det sådan.